I en forening af Ringsted RATS Basketballs størrelse, er der altid et behov for nye frivillige kræfter. Det kan enten være som, bestyrelsesmedlem, træner, hjælpetræner, holdleder/medic mv.
Frivillige hænder i foreningen løfter klubbens muligheder for, at foreningen kan afvikle flere arrangementer – alt lige fra almindelig træning og turneringer til sociale arrangementer, som vi også prioriteres højt i et foreningsliv. Dette kræver netop flere hjælpende hænder, hvis vi skal kunne nå at arrangere det hele.
Derfor håber vi på, at der sidder en kommende ildsjæl eller flere derude, med lidt ekstra tid og overskud, som gerne vil være en del af vores lille basket familie. Det at aktivere en masse børn og unge, give dem en masse oplevelser samt venner for livet, måske finder du selv en ny relation? Eller blot brænder for sporten eller foreningsliv, det er det som du kan blive en del af.
Bh Ringsted Rats Basket
Hvad får man ud af at være en del af RATS?
Her er de tre største årsager til at man bør være frivillig hos os:
1) Man får et kæmpe boost ved at have bidraget til at gøre andres dag god. Man bliver virkelig værdsat og det bliver udtrykt. Især kan vi mærke det på børnene, når de knytter sig til en, for så fortæller de hvordan de har det med en. Heraf kan forældrene også ytre sig, hvis de kan mærke på deres børn at de har det godt.
2) Man bliver rig på bekendtskaber og netværk. Hurtigt vil man indgå i denne her familiære enhed, som klubben på mange måder er, fordi vi har været igennem så meget og har fået så mange oplevelser sammen over tid – både spillere, trænere og klubstab. Heraf vil man hurtigt lære andre mennesker fra basketmiljøet at kende.
3) Man vil også få muligheden for at uddanne sig på forskellige områder. Det hjælper klubben gerne med til med. Nogle af disse uddannelser og kurser kan også skrives på CV’et.
Hvilken rolle vil man have? Coach eller hjælper?
Ønsker man at være frivillig, hvilken rolle skal man så have? Dybest set, så afgøre I det selv. Dog er der nogle roller, som man ikke umiddelbart kan få. Eksempelvis de store poster i bestyrelsen.
Herudover kan næsten alt lade sig gøre. Det handler om hvilke kompetencer du har og hvad du gerne vil lave. Først og fremmest må man tage stilling til om man ønsker at være coach eller hjælper i klubben.
Coaches kan vi altid bruge flere af.
Man behøver ikke spillererfaring for at blive træner, så længe man har en pædagogisk tilgang og gå-på-mod. Står man i denne situation, så tiltænker vi, at man bliver coach hos de yngste hold, da de bare skal spille for at hygge sig og have det sjovt.
På nuværende tidspunkt har vi forældertrænere i klubben, som ingen erfaring har, men de holder af børnene og synes det er sjovt at bruge tid sammen med dem.
Vil man op og træne nogle af de ældre hold, så er spillererfaring eller godt kendskab til sporten ofte en nødvendighed for at løfte niveauet.
Som træner får du muligheden for selv at præge dit hold og det de laver. Hvis du mangler inspiration, så står resten af trænerstaben der til hjælp. Vi vil desuden vise de værktøjer som klubben bruger for at få inspiration.
Hjælpere kan vi bruge endnu flere af.
Her kræves der ingen erfaring, men det er dog en fordel. I denne situation, der må du selv tage stilling til hvad du ønsker at arbejde med. Vil du være fast fotograf, sponsoransvarlig, SoMe-ansvarlig, turneringsansvarlig eller vil du være med til at arrangere de sociale events som vi afholder, etc.?
Nogle poster kan allerede være besat, men så hjælper man bare til ellers finder vi noget andet.
Lige præcis mht. disse opgaver, der mangler vi ekstra hænder. Derfor vil hjælpen være meget værdsat og samtidig sætte sit tydelige præg på klubben. Selvom man kun bruger 1 time hver anden måned, så er hjælpen virkelig stor.
Mængden af frivilligt arbejde afgør man selv. Man laver så meget, som man har tid og overskud til. Vi ser dog gerne, at selvom tiden man bruger måske er begrænset, så udfører man sin opgave, når man har valgt den (for en sæson ad gangen – vi tager selvfølgelig hensyn). Dette er for at skabe lidt stabilitet i klubben.
Hvad skal der til for at blive frivillig hos RATS?
Foruden det førnævnte, så vil vi gerne tale med dig først før bestyrelsen giver grønt lys. Vi skal måske yderligere have nogle oplysninger fra dig, men det tager vi hen ad vejen.
I første omgang, så skal du bare kontakte os i kontaktformularen, der ligger under "Kontakt" i menuen.
Vi håber at høre fra jer :-)